Tag Archives: topstory

AFGANG12 udstiller de sidste værker

Sara Willemoes Thomsen forbereder de sidste ting før udstillingens åbning. Foto: Gorm Branderup

Den næste måned kan man opleve de dimitterende kunststuderendes værker i en udstilling på Århus Kunstbygning, der stikker i vidt forskellige retninger

Tekst: Jonas Kongerslev Nygaard

Syv studerende, der dimitterer fra Det Jyske Kunstakademi, åbner onsdag deres afgangsudstilling. Her skal de hver vise et værk, der illustrerer, hvad de har lært gennem fem år på studiet. Bag udstillingen står kuratorer og vejledere, Jane Rowley, Signe Vad og Louise Wolthers, som glædes ved den nye afgang og deres stil. Og netop nye tanker og måder at gøre tingene på, er det, der gør udstillingen værd at tage ind og se.
”Det er altid spændende at følge med i hvilke metoder og idéer, der præger kunstnerne. Så på den måde er det en vigtig udstilling. At man oplever en ny stil,” siger de.

Læs mere på Det Jyske Kunstakademis hjemmeside

Frie rammer og hårdt arbejde

Kuratorerne fortæller også, at de studerende har helt frie hænder i forhold til deres værker.
”De først idéer kom sidst i 2011 samt januar i år, og derefter har de individuelt arbejdet med deres værker frem mod udstillingen,” siger de. Listen af kunstneriske undertoner for værkerne er blandt andet kirurgi og længsel, og blandt værkernes former finder man fx videoinstallationer, vægmaleri og skulpturer.

Udstillingen åbner torsdag kl. 10 og er åben en måned frem til d. 10. juni.

Se fotoreportage fra en af de studerendes sidste forberedelser frem mod ferniseringen

Læs mere information om Århus Kunstbygnings åbningstider og billetpriser

Ny festival sætter fokus på bæredygtigheden i Aarhus

Aarhus Substainability festival giver byens bæredygtige initiativer et ekstra skub og får aarhusianerne til at handle mere bæredygtigt i hverdagen.

Aarhus Substainability Festival slår om en uge dørene op for byens første bæredygtige festival, der skal gøre aarhusianerne lidt klogere på, hvad bæredygtighed egentlig er, og hvor man kan finde bæredygtighed i Aarhus.

Klarhed om bæredygtighed

Bæredygtighed kommer i mange former og farver. Der findes både bæredygtig energi, bæredygtigt tøj og bæredygtigt mad. Arrangørerne af festivallen håber, at en festival kan skabe mere klarhed over, hvad bæredygtighed er.

”Vores mål er at oplyse borgerne om bæredygtighed. Det er jo et vidt begreb, så vi håber, at festivallen kan give begrebet noget dybde ved at vise nogle konkrete eksempler på, hvad bæredygtighed er. Og så skulle det gerne sætte nogle tanker i gang hos folk,” siger Anne Hinrichsen, der er en af arrangørerne bag festivallen.

Give foreningerne et skub

Aarhus Substainability Festival ønsker også at skabe mere fokus på de mange bæredygtige initiativer i Aarhus, fordi de er små og har svært ved at få opmærksomhed.

”De små initiativer står stærkere sammen, og vi håber, at den her festival vil give dem det sidste skub ud over scenekanten, så aarhusianerne bliver klar over, at de eksisterer,” siger Anne Hinrichsen.

Den frivillige forening Himmelhaven er et af de små initiativer, der skal mere fokus på under festivallen. Deres medlemmer indgår i et økologisk fødevarefællesskab og arbejder for at forbinde naturen med byen ved f.eks. at tilplante byens ubenyttede steder.

Ingen løftede pegefingre

Det vigtigt for festivallens arrangør at understrege, at festivallen ikke er ment som en løftet pegefinger, men at vise at bæredygtighed godt kan være sjovt.

”Vi vil fejre bæredygtigheden og vise, at det kan være rigtig sjovt at arbejde med at indrette samfundet mere bæredygtigt,” siger Anne Hinrichsen.

En af de sjove aktiviteter under festivallen er for eksempel, at du kan lave din egen smoothie ved hjælp af pedalkraft. Og så kan du komme til byttemarked i Mølleparken, hvor du tømmer dit skab for det, du ikke selv kan bruge og medbringer det, som andre kan få glæde af.

Anne Hinrichsen og flere andre gik på gaden i dag med bannere for at skabe opmærksomhed på næste uges Aarhus Substainability Festival. Foto: Gorm Branderup.

Aarhus Substainability festival på Facebook 

Aarhus substainability festival

EU skal ind i de unges hverdag

Debatmøder på universiteterne, fotokonkurrence og Nicolai Wammen som gæstebartender er bare nogle af de arrangementer, der skal være med til at skabe mere interesse for EU-formandskabet blandt unge i Danmark og resten af Europa.

Tekst: Eva Obelitz Rode

Min påstand er at alle er interesserede i EU. De ved det måske bare ikke lige.”

Rina Valuer Rasmussen er en del af formandskabets kommunikationsteam, der står bag en række projekter og events, der skal få de unge EU-borgeres opmærksomhed. De satser på at komme længere og bredere ud til de unge og gøre EU til en mere håndgribelig størrelse.

Det er vigtigt, at der er information til rådighed, og folk ved, hvor de skal finde det henne. Især unge der måske endnu ikke har fundet sig en holdning. Det er vigtigt, at de kan tilegne sig deres egen viden og danne deres egne holdninger ,” siger Rina Valuer Rasmussen.

EU snapshots

Et af de projekter kommunikationsteamet har startet op i forbindelse med det danske formandskab er en fotokonkurrence, der hedder ”EU snapshots of your life”. Her kan alle unge danskere og EU-borgere sende et billede ind, der viser, hvilken indflydelse EU har på deres hverdag og hvad Europa betyder for dem. Det er vigtigt, at de ikke føler, at EU er noget fjernt og dermed utilgængeligt. Så ville folk nemlig føle sig fjernet fra beslutningsprocessen, og det er det, som deres initiativer blandt andet skal forhindre, fortæller Rina Valuer Rasmussen.

Fotokonkurrencen skal derfor være med til at engagere flere unge rundt omkring i Europa og få dem til at sætte ord – og billeder – på hvad EU er for dem. Og Rina Valeur Rasmussen er godt tilfreds med, hvordan fotokonkurrencen forløber.

Vi har fået næsten 3000 bidrag til at visualisere, hvad EU betyder for de unge. Det, synes jeg, viser, at vi virkelig har ramt plet,” siger hun.

Debatter og uni-bar

Forleden var der på Aarhus Universitet endnu et arrangement, hvor Nicolai Wammen sammen med to professorer debatterede om EU’s udvidelse. Næste gang europaministeren gæster byen bliver det for at skænke fadøl til de studerende på Studenterhuset i Aarhus den 8. juni for at markere, at studenterudvekslingsprogrammet Erasmus fylder 25 år.

Det er en klar målsætning, at vi skal så bredt ud som muligt,” siger Rina Valeur Rasmussen om de mange forskellige events.

Og de blandede tiltag, som de kører under EU-formandskabet, er indtil videre blevet modtaget rigtig godt. Til forelæsningerne og debatterne på Københavns Universitet har de haft fuldt hus og det undervisningsmateriale, som der ligger frit tilgængelig på deres hjemmeside, bliver anvendt af både folkeskoler og gymnasier.

Det hele ligger online, så man kan følge arrangementerne, selvom man ikke kan deltage i det. Geografien skal ikke sætte en stopper for muligheden for at tilegne sig viden,” siger Rina Valeur Rasmussen.

Se mere om fotokonkurrencen “EU snapshots of your life”.

Læs om hvordan du deltager i fotokonkurrencen.

Læs om det danske EU formandskabs online universitet.

Bliv klogere på EU med det danske formandsskabs undervisningsmateriale.

Dagpenge som løn er en problematisk vej

Ledige nyuddannede lærere skal arbejde for deres dagpenge, mener Danmarks Lærerforening. Men der er mange faldgrupper, siger Lærerstuderendes Landskreds

Tekst: Kim Krasuld

Ledige nyuddannede lærere skal arbejde på skoler for deres dagpenge, så de bliver i branchen. Sådan lyder et forslag fra Danmarks Lærerforening. Det er godt med opmærksomhed på problemet, mener formanden for Lærerstuderende Landskreds, Tobias Holst.

”Det er positivt, at man er begyndt at tage det seriøst, at der er rigtig mange nyuddannede, der ikke får arbejde. Man skal finde en løsning, så de nyuddannede ikke ryger væk fra lærergerningen. Ellers kommer der til at mangle rigtig mange lærere om ganske få år,” siger Tobias Holst

Ingen rettigheder – intet ansvar

Forslaget vækker dog en del skepsis hos Tobias Holst. ”Hvis du er på dagpenge, så er det fordi du ikke har et arbejde,” siger han.

Han synes, at det er skørt at sidestille dagpenge med løn. Der er simpelthen for mange faldgrupper.

“Hvis man ikke er ansat, så har man heller ikke en ansats rettigheder. Og hvis man ikke har en ansats rettigheder, så kan man heller ikke have en ansats ansvar”.

Han har ikke en gylden løsning på manglen på jobs. Men det er nødvendigt at investere i folkeskolen og oprette lærerstillinger i de kommende 2020-forhandlinger.

Ingen job til nyuddannede i Aarhus

Højest en håndfuld af de cirka 350 lærerstuderene i Aarhus, der er færdige på deres studier til sommer, får et job. Det vurderer Århus Lærerforening, ÅLF. Derfor opfordrede formand for ÅLF, Søren Aakjær, på et møde med 200 næsten færdiguddannede lærerstuderende fra VIA Aarhus, at de skulle finde ud af hvad de skulle lave de næste par år. For det er de færreste af dem, der får et job i Aarhus.

Lærerforeningens forslag lægger op til, at de nyuddannede skal undervise i det antal timer, der svare til dagpengenes størrelse i den gennemsnitlige lærerløn. Det vil sige omkring 20 arbejdstimer om ugen.

Der står omkring 950 unge ledige lærere i kø for at få et lærerjob i Aarhus, vurderer Søren Aakjær, der er formand for Aarhus Lærerforening. Til sommer kommer der 350 flere til. Diagram: Kim Krasuld

99 kunstnere opdaterer deres profilbilleder

Kunstnerne har valgt at fortolke selvportrættet på vidt forskellige måder. Foto: Gorm Branderup

Facebook og andre sociale medier bruges flittigt af de fleste til at betragte hinanden. Nu giver kunstnere deres bud på måden, man ser hinanden på gennem ny udstilling i Århus Kunstbygning.

Tekst: Jonas Kongerslev Nygaard

En stor samling dåser på et podium, en gennemsigtig kajak og et billede af en tandbørstende kvinde. Det er nogle af de kunstværker, som besøgende på Århus Kunstbygning den næste måned kan forvente. I alt 99 værker er en del af udstillingen, JEG skaber(MIG) – ErGO er jeg, som har officiel fernisering onsdag kl. 17.30.

Læs mere om udstillingen

Reaktion mod Facebook og sociale medier

Kurator Trine Rytter Andersen fortæller, at meningen bag udstillingen er at være en form for reaktion på den måde fotografi og sociale medier bliver brugt på i dag.
”Alle mennesker iscenesætter sig selv, og det er eksploderet i takt med den måde, man bruger Facebook og andre sociale medier. Og der sidder vi og kigger på hinanden hele tiden og bliver inspireret af hinanden. Så opgaven til kunstnerne har været at lave et selvportræt og bruge et fotografisk medium,” siger hun.

Forskel på selviscenesættelse

Det har også været et stort element for udstillingen at vise forskellen mellem, at kunstnere iscenesætter sig selv, og den måde folk generelt ser på hinanden, når de surfer på internettet.

Frem med iPhonen og bliv en aktiv del af kunsten. Foto: Gorm Branderup

Netop internettet spiller en stor rolle i Maria Ehlerts kunstværk, der har fået navnet ’Du placerer kunst – ergo er jeg’, og som består af 50 specialfremstillede dåser på et hvidt podium. På dåserne er der en QR-kode, som kan scannes med en smartphone, hvorefter man ved hjælp af et interaktivt kort kan placere kunsten på kortet.

1000 mails
Værkets tekniske del er skabt i samarbejde med Stig Tangaard. Maria Ehlert og Stig Tanggaard har udvekslet over 1000 mails forud for programmeringen, så det har været et omfattende projekt for Maria Ehlert.
”Jeg må indrømme, at det har været en stor udfordring, men det er samarbejdet med publikum, der gør værket levende. Det har været vigtigt for mig,” siger hun.

Dåserne indeholder kunsten

På hver af dåserne står opskrevet Maria Ehlerts fornemmelse for kunst under varedeklarationen. For eksempel står der om opbevaring, at kunsten kan opbevares i hjernebarken eller hjerten, mens ingredienserne består af idéer og kreativitet. Hver af dåserne er desuden udsmykket med et selvportræt af kunstneren.

”Samlet består det af min fornemmelse for kunst,” siger hun.

Udstillingen åbner for besøg torsdag den 10 maj og løber en måned frem til den 10 juni.

Læs mere om billetpriser og åbningstider

Dåseværket består i alt 50 dåser. Foto: Gorm Branderup


 

Callcenter kan ikke tiltrække nok arbejdskraft

Callcenter-bureauet TM Partner i Aarhus kan ikke finde tilstrækkeligt med arbejdskraft, og det i en tid, hvor 150.000 danske unge er uden beskæftigelse. En lav løn uden overenskomst kan være en af grundene.

Tekst: Karoline Kaspersen

Callcenter-bureauet TM Partner i Aarhus mangler ung arbejdskraft, selvom vi er midt i en tid, hvor 150.000 unge danskere hverken er i gang med en uddannelse eller har et job. HR-konsulent hos TM Partner, Betina Kristensen, synes, det er svært at svare på spørgsmålet om, hvorfor de ikke kan tiltrække flere unge ansatte.

”Jobbet som telefonsælger har en negativ klang. Det har det dårlige ry, at sælgerne er ubehøvlede overfor kunderne, så det er ikke det job, der ligger først på listen.”

TM Partner kan tilbyde deres ansatte en grundløn på mellem 95 og 130 kroner i timen, afhængigt af eventuel tidligere erfaring. Derudover kommer der en provisionsløn oveni, men mange afskrækkes af den lave løn og presset om at skulle sælge så mange produkter som muligt.

Ingen overenskomst

Gennemsnitslønnen i TM Partner ligger på 120 kroner i timen, men ifølge HK Privat er gennemsnitslønnen i branchen cirka 160 kroner i timen.

”Vi har sælgere, der tjener 200 kroner i timen, men det er kun de dygtigste,” siger Betina Kristensen.

TM Partner er ikke med i en overenskomst, der kan sikre de ansatte en højere løn. Og virksomheden kan ikke give deres ansatte en højere løn, fordi deres kunder på grund af konkurrence på markedet ikke er villige til at betale mere for den service, som virksomheden yder. Det kan være en af grundene til, at virksomheden har svært ved at rekruttere de telefonsælgere, de skal bruge, mener direktør i TM Partner, Anders Houlind Ulsøe.

Svært at skabe interesse

Betina Kristensen fortæller, at jobbet som telefonsælger er et spændende og udfordrende job i forhold til at styrke ens kommunikationsevner. Man skal være udadvendt og turde tage styringen i en samtale, og det er ikke alle, der kan håndtere et job som telefonsælger.

TM Partner har prøvet at gøre jobbet som telefonsælger mere attraktivt ved at blive mere synlig, både på nettet og ude i byen, men det er en stor udfordring for firmaet at skabe interesse for jobbet. Til Kapsejlads i Aarhus Universitetspark i torsdags delte de ansatte flyers ud, men de mødte mange skeptiske blikke, fortæller telefonsælgeren Sofie Møller, 20, som mener, hun har naturtalent som sælger.

”Det bedste er at få et salg igennem, så får man lyst til at sælge mere.”

"Det er et godt job at have ved siden af studiet,” siger Sofie Møller, der har arbejdet som telefonsælger i to og et halvt år. Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen

Ud af de 160 ansatte på stedet er cirka de 80 af dem unge og studerende. TM Partner er på udkig efter 65 unge, der har talent for salg.

 

Læs mere om jobbet her. 

Ungdomsarbejdsløshed i Danmark

Mejlgade for Mangfoldighed laver app til iPhone

Du kan finde programmet, læse om kunstnerne og se kortet, der fører dig gennem menneskemylderet på lørdag på Mejlgade for Mangfoldigheds nye app til iPhone.

Tekst: Camilla Louise Kristensen

Reptile Youth, Linkoban og Vandkamp? Du kan sammensætte dit helt eget program på den nye app, så du ikke mister overblikket på lørdag. Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen

Det er første gang, at Mejlgade for Mangfoldighed lancerer en app, hvor man kan se hele programmet, læse om de cirka 50 kunstnere og bevare overblikket over Mejlgade, hvor et kort viser, hvor de mange forskellige aktiviteter finder sted. Den kan downloades på iTunes eller via App  Store på din iPhone.

Bæredygtig app

Folkene bag Mejlgade for Mangfoldighed har flere mål med den nye app. Den skal skabe et overblik over dagen, og så er det bæredygtigt.

”Vi har valgt at skrotte flyers i år og erstatte dem med en app i stedet for. På den måde undgår vi forurening, og så er det en mere bæredygtig måde at producere programmer på,” siger Jacob Rold Christensen, projektleder af Mejlgade for Mangfoldighed.

Intentionen var i første omgang at app’en skulle interagere med publikum. Meningen var, at man skulle kunne blive ”mejlgade-venner” og kommunikere med alle gæsterne. Det blev for dyrt, så derfor valgte Mejlgade for Mangfoldighed at lave en mere enkel app, som er nyttig for publikum og fungere som en hjælp til at bevare overblikket.

Ingen Android version

Mejlgade for Mangfoldighed har ikke haft mulighed for at udvikle en app til Android af økonomiske årsager. Det er dyrere og kræver mere at udvikle apps til Android.

”Vi er selvfølgelig meget kede af, at det ikke har kunne lade sig gøre at lave en app til både Android og iPhone, men vi håber, at den bliver klar næste år,” siger Jacob Rold Christensen.

Selvom Android ejere ikke kan få glæde af app’en, vil Mejlgade for Mangfoldighed stadig ikke lave flyers. Til gengæld kommer der store oversigtkort på lørdag, som skulle kunne guide folk i den rigtige retning og til de mange gode koncerter.

Links:

Aarhus Universitet glæder sig til flere studerende

I 2020 skal 25 procent af en årgang have en lang videregående uddannelse. Det betyder øget optag af studerende på Aarhus Universitet, som i forvejen har pladsproblemer. Alligevel glæder prorektor Søren E. Frandsen sig til de ekstra studerende – for det betyder ekstra penge at udvide for. 

Teskt: Signe Sørensen 

10.000 flere studerende inden år 2020, er blandt regeringens største ønsker i den nye 2020 plan: Danmark i arbejde – Udfordringer for dansk økonomi mod 2020. Regeringen har afsat 3,5 mia. kr. til at nå denne målsætning. Det er gode nyheder for Aarhus Universitet, siger prorektor Søren E. Frandsen:

”Det betyder, at der skal væsentligt flere studerende ind på Aarhus Universitet. Men det er ikke en trussel, det er en mulighed,” siger prorektor Søren E. Frandsen.

Studenterrådet har ellers tidligere kritiseret Aarhus Universitet for at optage for mange nye studerende, uden at have pladsen til dem. Men Søren E. Frandsen lægger vægt på, at de nye studerende ikke kun vil give pladsproblemer. Han mener, at en god del af de 3,5 mia. kr. vil gå til universiteterne, efterhånden som de optager flere studerende. De mange studerende vil derfor selv kunne medvirke til at betale for nye byggerier.

Aarhus Universitet vokser

Den har været undervejs siden S-R-SF regeringen tiltrådte i efteråret. Og i dag nedkom den stolte regering så med den længe ventede 2020 plan. Selvom det offentlige Danmark som helhed skal spare, investerer regeringen gerne mange penge i uddannelse. Investeringerne skal sikre at 60 procent af Danmarks ungdom får en videregående uddannelse inden år 2020, og at 25 procent får en lang videregående uddannelse. Det betyder et øget optag på landets universiteter.

Aarhus Universitet har i forvejen oplevet flere og flere studerende. Sidste år bød på flere nye studerende til AU end nogensinde før, og universitetet blev kritiseret for at gabe over mere end de kunne magte, rent pladsmæssigt. Ifølge Studenterrådet måtte studerende gå hjem og læse, da der ikke var nok plads på campus. Og flere gange om ugen må studerende på den tidligere Handelshøjskole møde til forelæsning i auditoriet i Storcenter Nord.

 Nybyggerier på vej i stor stil

Aarhus Universitet ved godt, at der er behov for udvidelser af de fysiske rammer. Nybyggeri har derfor længe været på tegnebrættet, og mange er projekter er i gang:

”Vi har cirka 65.000 kvadratmeter nybyggeri lige nu, hvor spaden er i jordene og murstene bliver lagt,” siger prorektor Søren E. Frandsen. Derudover arbejder Aarhus Universitet ifølge ham på at få lov at overtage nogle af det gamle kommunehospitals grunde, og bebygge dem med 200.000-400.000 nye kvadratmeter. Sidst men ikke mindst er et tyveetagers AU højhus på vej, når diverse byggetilladelser er givet.

Flere studerende giver penge i kassen

Staten betaler via taxameterordningen de videregående uddannelser en vis slat penge pr elev. Derfor er Søren E. Frandsen ikke bekymret over udsigten til en stigning i antal optagne studerende. De studerende vil kræve mere plads, men vil samtidig selv være med til at finansiere udvidelserne:

”Vores udbygningsplaner afhænger af vores finansieringsmuligheder. Vi bygger, efterhånden som vi får pengene,” siger en tilfreds Søren. E. Frandsen.

Danmark i arbejde – Udfordringer for dansk økonomi mod 2020

 

Det bliver sværere at komme ind på drømmestudiet

Siden 2009 er både optagne, ansøgere og afviste på landets universiteter steget. Det samme er adgangskvotienter på en største del af uddannelserne på Aarhus Universitet. Grafik: Den Koordinerede Tilmelding (KOT). Fra 2010.

 

Stigende ansøgertal og adgangskvotienter gør det sværere at få en plads på sit drømmestudie. Det mener professor og uddannelsesforsker fra Aalborg Universitet, Palle Rasmussen.

Tekst: Mie Louise Raatz

Adgangskvotienter på Aarhus universitets uddannelser stiger. Det skyldes ikke kun, at flere og flere søger om optagelse, men også at eleverne på gymnasiale uddannelser bliver bedre til at målrette deres ungdomsuddannelse. Det mener uddannelses forsker Palle Rasmussen, som er professor og uddannelsesforsker fra Aalborg Universitet.

”De (eleverne på de gymnasiale uddannelser, red.) har i højere grad en universitetsuddannelse for øje under deres gymnasietid. De ved ofte hvilket gennemsnit, den specifikke uddannelse kræver, og vælger derfor fag og retninger hvor de ved, de kan få de karakterer, den specifikke uddannelse kræver,” siger Palle Rasmussen.

Det fører til forhøjede adgangskvotienter.

Farvel 1. prioritet, hej 5. prioritet

De stigende adgangskvotienter betyder, at det bliver sværere at komme ind på universitetets uddannelser. Flere uddannelser, som førhen har haft garanteret optagelse og frie pladser, har nu måtte sætte en adgangskvotient. Det drejer sig blandt andet om studiet Nordisk Sprog og Litteratur, som i 2005 kunne tilbyde optagelse til alle, der opfyldte optagelseskravene. I 2011 krævede selv samme studie et karaktergennemsnit på 7,0.

”Med tanken om de stigende adgangskvotienter er de studerende blevet gode til at søge lidt bredere. Mange af dem vælger at takke ja til en optagelse på deres fjerde eller femte prioritet. Samtidig er de blevet bedre til at flytte sig rent geografisk,” siger Palle Rasmussen.

Han mener samtidig, at det er den tidligere regerings uddannelsespolitik, vi ser effekterne af nu. Tanken om, at flere og flere skal hurtigere gennem uddannelsessystemet, førte blandt andet muligheden for at gange sit karaktergennemsnit med sig. Det har også været med til at forhøje adgangskvotienterne.

Vil du have råd og vejledning til studiesøgningen? Klik her.

Fra uattraktiv til eftertragtet

På adgangskvotienter.dk prøver frivillige studerende hvert år at forudsige det kommende års adgangskvotienter. Det gør de ud fra statistikker fra de forrige år og samfundsmæssige ændringer.

De mener, at de kommende adgangskvotienter for 2012 vil ligge meget tæt op af sidste års adgangskvotienter. På deres hjemmeside skriver de;

” …Vi forventer derfor ikke, at der vil være nogen drastisk stigning eller fald i adgangskvotienterne i 2012…”

Deres forudsigelser er blandt andet basseret på kvote 2 ansøgningsstatistikker fra marts 2012.

På adgangskvotienter.dk mener man ligesom professor og uddannelsesforsker, Palle Rasmussen, at man dog vil opleve en stigning i adgangskvotienterne på de mindre attraktive uddannelser i 2012. Det skyldes igen, at man sidste år så, at mange studerende havde søgt en såkaldt backupplan, i form af en fjerde og femte prioritet.

I år var der ansøgningsfrist for de videregående uddannelser i kvote 2 den femte marts. Ansøgningsfristen for kvote 1 er i år den femte juli.

Søg studie her