Category Archives: Samfund

Nyt grønt mødested på Bispetorv

I dag blev 40 blomsterkummer indviet på Bispetorv. De skal bringe naturen ind i byen og fungere som byens nye grønne mødested i Aarhus.

Tekst Camilla Louise Kristensen.

Aarhus’ nye grønne oase blev i dag indviet af Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus kommune. Halvdelen af de 40 blomsterkummer vil i løbet af de næste par uger blive udstyret med runde bænke i mahogni, så Bispetorv kan blive byens nye samlingspunkt.

Stadsarkitekt Gøsta Knudsen (tv) og Rådsmand for Teknik og Miljø Bünyamin Simsek (th) håber begge, at byens borgere vil få glæde af Aarhus' nye samlingssted. Foto: Gorm Branderup.

Grøn oase

“Aarhus skal være en smuk by og en grøn by”, sagde Bünyamin Simsek i sin tale ved indvielsen af blomsterkummerne. Derfor håber han, at borgerne vil tage godt imod det nye mødested.

“Jeg håber, at borgerne vil bruge Bispetorv som en grøn oase. Det er byens nye grønne samlingspunkt.”

Siden festugen i 2010, hvor Store Torv blev omdannet til en Store Skov, har borgerne efterlyst flere grønne områder i midtbyen. Derfor har kommunen siden 2010 haft et mål om at gøre Aarhus permanent grønnere. Blomsterkummerne på Bispetorv er første skridt på vejen.

Til glæde for byens borgere

Stadsarkitekt Gøsta Knudsen står bag designet af blomsterkummerne. Han håber, at det nye Bispetorv vil blive brugt.

“Jeg håber, at det bliver til glæde for byens borgere. Det skal være rart at opholde sig her,” sagde han i sin tale ved indvielsen i dag.

De 40 blomsterkummer skal stå på pladsen hele året rundt. Der er plantet stauder, der kræver minimal pleje og er billige i drift. Hen over sommeren vil stedmoderblomster i blå og pink pryde kummerne.

Relateret artikel: Blomsterkummer er dyre at flytte.

Billedreportage fra afsløringen af blomsterkummerne.

Blomsterkummer plantes endelig til – jp.dk.

40 blomsterkummer skal pynte på Bispetorv – stiften.dk.

Ældre arbejdsløse kommer før unge

Kommunerne vil glemme unge uden arbejde, hvis ikke reglerne om seniorjob ændres.

Af Emil Sunesen

Unge ledige vil blive glemt af kommunerne fra januar 2013. Det, frygter kommunernes landsforening, KL, bliver en konsekvens af ordningen med seniorjob. Kommunerne vil fokusere på ældre, der ellers snart ville få ret til et seniorjob.

”Der er en gevinst ved at få de ældre i arbejde, inden de skal have et seniorjob,” siger Nanna Kolze, chefkonsulent i KL. Hun opfordrer derfor regeringen til at ændre seniorjobordningen. Ellers bliver det svært at afhjælpe den høje ledighed blandt unge.

Glemmer de unge

Foto: Gorm Branderup. Trine Klyhn på 24 er uden uddannelse. Det er hendes første dag som ledig. Hun har tidligere arbejdet ufaglært med rengøring, som bartender og på cafe. "Det er træls, hvis jeg skulle vælges fra, men jeg kan godt se, at de ældre har et problem i forhold til job, men det er træls for mig."

Nanna Kolze frygter, at ældre med ret til et seniorjob kommer forrest i køen til nye jobs. Ellers har den ældre ret til et job på kommunen, og det kan tvinge kommunen til at fyre egne ansatte for at give plads til seniorjobbere. Derfor vil kommunen fokusere meget på ældre med ret til seniorjob, og risikoen er, at de glemmer de unge.

Det er et problem, hvis kommunerne glemmer de unge. Det mener fagforeningen HK Ungdom i Østjylland. Det nytter ikke, at unge uddanner sig til arbejdsløshed.

”Selvfølgelig skal vi tage os af de ældre, men der skal også være plads til de unge. Ellers risikerer vi at miste en generation, som det skete i 80’erne,” siger Karina Nicolaisen, næstformand i HK Østjylland.

Stigende problem

KL vurderer, at antallet af ældre med ret til seniorjob vil stige fra januar 2013. Aktuelt er der i alt cirka 250 med seniorjob.

”Antallet af seniorjobbere er lavt lige nu, men vi har en klar forventning om, at det kommer til at stige dramatisk,” siger Nanna Kolze, chefkonsulent i KL.

A-kassernes brancheorganisation, AK-samvirke, vurderede tidligere på ugen, at 200-250 ældre om måneden får ret til et seniorjob fra 2013. De forventer at nedjustere tallet senere på ugen, når de medregner, at efterlønsalderen bliver hævet.

Hvad er seniorjob? Få svar på a-kassernes brancheorganisations hjemmeside her.

 

Regeringen vil styrke indsatsen for arbejdsløse unge. Læs om indsatsen på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside her.

Aarhus Aktuelt på gaden – hvordan er stemningen blandt aarhusianerne 1. maj?

Pernille Mortensen, 22 år og læser HA jur. Hun fejrer det ikke som sådan, men markerede det ved at sætte blå flag med Mærsk logo på sin fb-profil. Stemmer konservativt. Foto: Eva Obelitz Rode
Josephine Hansen, 23 år og studerer uddannelsesvidenskab. Har markeret 1. maj ved at sætte røde faner på sin fb-profil. Normalt ville hun have spist morgenmad med Enhedslisten og fulgt med i demonstrationer, hørt taler og drukket øl. Medlem af ISU. I dag nyder hun dog bare vejret, fordi hun skal arbejde senere. Foto: Eva Obelitz Rode
Christian Alexander Marx, 22 år og læser jura. Han fejrer ikke 1. maj. Foto: Eva Obelitz Rode
Andreas Leidesdorff, 22 år og læser jura. Fejrer ikke 1. maj. Foto: Eva Obelitz Rode
Adrian Højfeldt, 21 år og læser jura. Fejrer heller ikke 1. maj. Foto: Eva Obelitz Rode