All posts by ssorensen

Fællesskab og frit fald i Aarhus Faldskærmsklub

Mange af landets bedste faldskærmsspringere kan ses til DFU Open, og hvis man tør, kan man prøve et tandemspring. Det skal dog bookes i forvejen på telefon 60620215. Foto: Gorm Branderup

 

I denne weekend har faldskærmsspringere fra hele landet sat hinanden stævne til DFU Open hos Århus Faldskærmsklub i Tirstrup. For dem er faldskærmsspring ikke bare noget, der skal prøves mindst en gang i livet, men en uundværlig del af en god sommerweekend. Og studerende kan også være med, selvom SU’en sætter visse grænser.

Tekst: Signe Sørensen

”En, to, tre, fire, fem, seks, syv… tretten, fjorten, femten! De er der alle sammen,” tæller Morten Lisberg Olsen højt. Morten er 26 år, og læser til Produktionsteknolog. Mens det meste af Aarhus’s ungdom er at finde i Uniparken, hvor den berygtede kapsejlads løb af stablen, sidder han og Paul Stoffers, som studerer Almen Erhvervsøkonomi, på den solvarme asfalt på en lille vej ved Tirstrup, en kilometer eller to fra Aarhus Lufthavn. Herfra tæller de faldskærme, efterhånden som de folder sig ud og fylder luften som farverige mælkebøttefrø.

Deres job er at holde styr på, hvor mange springere der er i flyet, og holde øje med dem, når de har slået deres faldskærm ud. På den måde bliver det opdaget, hvis en af springerne er i problemer: Hvis faldskærmen ikke folder sig ordentligt ud, eller nogle af dem støder sammen, eller en af dem ikke når hjem til landingspladsen. Denne torsdag har der der for eksempel været et reservetræk, hvilket vil sige at en springer udløser sin reserveskærm, fordi hovedskærmen ikke virker ordentligt. En enkelt elev nåede ikke tilbage til pladsen, og måtte hentes i bil et par kilometer fra landingspladsen.

Se fotoreportage fra DFU Open her

Faldskærmsspring kan finansieres – også af SU

”Jeg har egentlig altid villet det. Jeg troede bare altid det var rockerdyrt, men så galt er det jo ikke,” forklarer Paul om, hvorfor han for et par år siden besluttede at lære at hoppe i faldskærm. Både han og Morten er på SU, men klarer sig alligevel.

Der kan dog ikke være tvivl om, at faldskærmsspringning er en lidt pebret hobby. Århus Faldskærmsklub afholder elevkurser en gang om måneden i sommerhalvåret. Det koster 2200 kr at deltage i. Og hvis man gerne vil købe sit eget udstyr, løber det hurtigt op i titusindvis af kroner. Derudover skal man have minimum 40 spring, for at opnå C-certifikat, ”faldskærmskørekort”. Paul tog sit certifikat over en periode på to år, så udgifterne blev spredt ud.

”Med skærmleje, hvis du er elev, koster et spring hurtigt 160-70 kr. halvanden hundrede kr pr spring. Men altså, tager du i byen fredag, så er det jo tre øl,” som Paul siger. Morten tilføjer:

”Det er federe at tage herud og bruge weekenden, i stedet for at ligge med tømmermænd halvdelen af den, synes jeg.”

Der er da også del studerende i klubben. Mange af dem er såkaldte ”karusselelever”, som tager et enkelt spring eller to, for at kunne krydse det af deres ”to-do-before-I-die list”. Men for andre bliver det en fast hobby.

”Jeg bliver ved til jeg dør. Ikke til jeg dør af det her, men til jeg dør,” griner Paul.

”Vi laver en Meyer,” tilføjer Morten. Meyer er i 80’erne, ryger pibe, og springer i Århus Faldskærmsklub, ganske ugeneret af sin alder.

Frivilligt arbejde driver værket

Hele Store Bededagsferien kommer for både Paul og Morten til at foregå på springpladsen i Tirstrup. Dels med at springe, men især med at hjælpe til. De er ikke de eneste. En pæn del af Århus Faldskærmsklub har hjulpet med at stable begivenheden på benene, og hjælper nu med at gennemføre den. Faldskærmssporten er i høj grad drevet af frivillige hænder. Derfor går der rigtig meget tid med sporten. Senest har Århus Faldskærmsklubs medlemmer brugt flere måneder på at bygge en ny pakkehal, hvor springerne kan pakke deres skærme, i læ for vind og vejr.

Man kan altid blive bedre

At springe i faldskærm beskrives som ”fucking sjovt” af Paul, og ”vildt” af Morten. Det er måske svært at beskrive nærmere, men der kan sættes tal på: Morten springer lidt over middag sit første spring under DFU Open fra fire kilometers højde. Inden han udløser faldskærmen i ca. en kilometers højde, falder han frit i 67 sekunder, med en tophastighed på 232 km/t. For de fleste lyder det rigelig vildt i sig selv, og Paul og Morten er også indtil videre tilfredse med det.

”Men mere avler mere, som man siger. Man bliver ikke længere lige så begejstret hver gang, som man gjorde i starten. Derfor presser man sig selv til at blive bedre til de områder, man ikke er så god til,” siger Morten. Med tiden håber Paul for eksempel at BASE jumpe – dvs. hoppe i faldskærm fra et fast afsæt, fx en klippe, en høj mast, en bro, eller en bygning.

Der går dog årevis, inden Paul, og måske Morten, når dertil. Der er masser af ting at lære i faldskærmssporten, og springerne anses ikke for erfarne, før de har hoppet mange hundrede gange.    Det kræver 40 spring og flere beståede prøver at opnå et C-certifikat.

Med certifikatet i hånden må man springe uden instruktør overalt i verdenen. Hvis man vil, kan man herefter løbende tage prøver, som giver tilladelse til at flyve med kamera, med hovedet nedad (og dermed med meget højere fart end hvis man flyver på maven), med en passager på maven (tandem), og meget andet.

”Det sjove aspekt er jo også, at det er vanvittigt svært. Det er ikke svært at komme ned og lande, men det er svært at blive god til det. Skærmflyvning og sådan noget. Det trigger, at man kan blive bedre og bedre,” siger Morten.

Ventetid i godt selskab

Til et stævne som DFU Open, går der meget tid med at springe, endnu mere tid med at arbejde frivilligt for klubben hvis man er frivillig, men allermest tid går der med at hygge. Mellem turene op i flyveren diskuteres vejret, gode historier fra tidligere spring, privatlivet og verdenssituationen. Og når der ikke længere springes, findes guitarene og øllene frem, og lejrbålet tændes, mens man sammen venter på dagslyset og næste dags spring. Selskabet er uundværligt, når ventetiden skal fordrives.

”Man er jo også nogle gange herude i weekender, hvor vejret ikke bliver godt. Så finder man ud af, at der er nogle gode mennesker og en god stemning herude,” siger Morten.

Inden man overvejer at begynde at springe i faldskærm, skal man dog kende til en sidste udgift: Øl. Baren i klubhuset åbner for servering, når der lukkes for spring. Og i faldskærmssporten udløser næsten alt en omgang: Når man får sit C-certifikat (ved samme lejlighed rulles man også ind i sin skærm), hvis man lander for langt fra landingspladsen (grænsen kaldes en ”beerline”), hvis man er nødt til at udløse sin reserveskærm, og meget andet.

I denne weekend kan Morten se frem til at give en omgang, når han får sit spring nr. 100, en af de kommende dage.

 

Se TV2 Østjyllands indslag fra DFU Open torsdag d. 3. maj

Læs mere om Århus Faldskærmsklub her

Tilskuere er velkommen til DFU Open. Læs om DFU Open her

 

Aarhusforlag med succes

Det aarhusianske miniforlag Løvens Forlag har oplevet stor succes med deres første udgivelse “Ekstrabudene” af Charles Bukowski. Efter kun tre en halv måned har den tjent sig selv hjem.

Tekst: Jacob Nymann Jensen

Efter kun tre en halv måned har den første udgivelse fra det nystartede Aarhusforlag, Løvens Forlag, tjent sig selv hjem. Dermed byder 31-årige forlægger Kenny Jess Brandt den etablerede bogbranche trods og viser, at den såkaldte smalle litteratur også kan sælge.

“Det er gået overraskende godt. Vi udgav “Ekstrabudene” den 2. december, og omkring midt marts havde den tjent sig ind,” siger Kenny Brandt i en stol foran en kæmpe vinreol, i Løvens Bog og Vincafé, der også er ejet af ham.

Stor litteratur til danskerne

“Da jeg fik Charles Bukowskis roman i hånden, fandt jeg ud af, at man ikke kunne få den på dansk. Det skal der gøres noget ved, tænkte jeg, og hvis ikke der er nogen, der gider gøre noget ved det, må jeg selv gøre det,” siger Kenny Brandt. Foto: Cæcilie Philipa Vibe Pedersen

Løvens Forlag blev til med et manifest. Et manifest Kenny Brandt skrev i toget på vej til Aarhus den 14. oktober 2011, og som kan læses i sin fulde længde på forlagets hjemmeside. I manifestet gør Kenny Brandt rede for hans tanker omkring dagens bogmarked, hvor krimigenren er dominerende.

“De store forlag i dag satser på bøger, der sælger hurtigt. Det er krimier, det er triviallitteratur og måske nogle forfatterskoleelever, hvis de har et navn. De satser ikke på litteratur, som måske tager lidt længere tid at sælge, men som jo er kæmpestor,” siger Kenny Brandt.

Løvens Forlag har to serier, mesterlige debuter og glemte mesterværker, hvor fællesnævneren er, at titlerne ikke er til rådighed på det danske bogmarked.

“Det, vi gerne vil udgive, er litteratur, der er kæmpestor, og hvor jeg slet ikke forstår, hvorfor man ikke kan få det. Det er litteratur som har været med til at skabe verden og Europa igennem de sidste 200 år,” siger Kenny Brandt.

Rører i undergrunden

Løvens Forlag er ikke det eneste miniforlag, der er dukket op de seneste år. Faktisk er det en del af en tendens, hvor små miniforlag har set dagens lys med hver deres unikke udgivelsesprofil. Udover Løvens Forlag er små forlag som Sisyfos og Ordenes By også kommet til i år 2011. Ifølge Kenny Brandt er det en modtendens til de seneste mange år, hvor den lette litteratur med krimigenren i spidsen har været meget dominerende på det danske bogmarked.

At udgive smal litteratur, der henvender sig til et smalt publikum, er dog ikke noget, man bare gør. Kenny Brandt tager en bog ad gangen.

“Det er mit håb, at den ene udgivelse kan finansiere den anden. Allerede nu har Charles Bukowski finansieret den næste, som kommer til december. Men vi har slet ikke råd til løn og sådan noget endnu, og vi er stadig afhængig af støtte til oversættelse,” siger Kenny Brandt.

Udover Løvens Forlag og Løvens Bog og Vincafé ejer Kenny Brandt også Løves Antikvariat. Foto: Cæcilie Philipa Vibe Pedersen

 

Se mere på Løvens Forlags hjemmeside her.

Nyt kunstværk symboliserer forholdet mellem Danmark og Australien

Den tre-meter høje skulptur står for tiden i Hjortshøj, før den skal transporteres til Australien. Foto: Kong Hans
Til oktober får aarhusianerne en ny skulptur at betragte, når den ene del af ’How Close We Are’ indvies i byen.

 

Tekst: Jonas Kongerslev Nygaard


Til oktober bliver Sydney og Aarhus forbundet gennem et unikt kunstværk. I Australien skal en skulptur, der forestiller et nålehoved, etableres, mens der i Danmark opstilles en stor nålespids. Sammen skal de symbolisere forbindelsen mellem de to lande. Nålehovedsskulpturen eksisterer allerede, da den blev produceret sidste år i forbindelse med Sculptures by the Sea i Aarhus. Den afstedkom en del virak, da den ikke oprindeligt var tilknyttet udstillingen officielt.

Læs mere om det.

Nu skal der rejses penge

Men nu skal nålehovedet transporteres til Sydney, mens den anden del, nålespidsen, skal produceres. Ifølge idémand, Jonas ’Pindhund’ Hallberg, er der startet en indsamling, som skal finansiere projektet.
”Vi tror på det. Jeg skal i gang med at udfylde en masse ansøgninger, så vi kan få rejst de cirka 200.000 kr., som det koster med teknik, produktion og transport,” siger han.

Og Jonas ’Pindhund’ Hallberg har gode erfaringer med at samle penge til skulpturer. Sidste år rejste han på tre dage, gennem donationer, de 63.500 kr., det kostede at producere nålehovedsskulpturen.

Placeringen er endnu ukendt

Hvor den aarhusianske del af kunstværket skal være, er dog ikke besluttet endnu.
”Der er flere muligheder. AroS, Mindeparken eller Marselisborg Slot. Det vil nok være bedst, hvis det bliver et sted i offentligheden, så mange får glæde af den” siger Jonas ’Pindhund’ Hallberg.

Sidste år stod skulpturen på privat grund, efter den var blevet flyttet.

 

Læs mere om projektet på skulpturernes hjemmeside.