Blege danskere opbruger hurtigt solkvote

Alle mennesker bliver født med en vis mængde tolerance over for solstråler. Overstiges den, risikerer du at få hudkræft. Hvis du er en bleg dansker, er din solkvote meget lille.

Tekst: Signe Sørensen

Hvis du er lys i huden, så har evolutionen skabt dig til at leve i lange mørke vintre. Hver gang, du smider dig i haven for at få lidt kulør på lårene, bruger du af din tildelte solkvote. Og den kvote skal helst række til hele dit liv.

”Hver af os kan tåle en hvis mængde UV stråler gennem vores liv. Jeg bruger sammenligningen, at hver af os er født med et bæger. Nogle af os er født med et stort bæger, og nogle med et lille bæger. Hver gang vi er i solen, så fyldes der på det bæger. Og en dag kan bægeret så løbe over,” siger Anja Philip, cand.scient. i cellebiologi, og projektchef for forebyggelse af kræft i huden hos Kræftens Bekæmpelse.

Hvert år får vi tudet ørene fulde af solbeskyttelsesråd. Men der konstateres stadig 9000 tilfælde af hudkræft årligt i Danmark, og langt de fleste tilfælde skyldes for meget sol.

Solen hamrede ned på tusindvis af unge mennesker til sidste uges kapsejlads. Mange af dem gik hjem med solskoldninger, og en lidt højere risiko for hudkræft end de havde om morgenen. Arkivfoto: Gorm Branderup

Det bør du ikke:

Rejse til sydens sol. Den er endnu kraftigere end den danske sol, og du kan dårligt klare den danske.

”Vi er født med en hudfarve, der passer til det miljø, vi kommer fra. Det er os, der laver rod i evolutionen, ved at vi flytter rundt,” siger Anja Philip.

Dyrke solen. Det gælder, uanset hvor i verden du befinder dig, at det ikke er hensigtsmæssigt at opholde dig i direkte sollys i timevis i minimal beklædning. Solcreme, solhat, siesta, og sluk for solariet. Medmindre selvfølgelig, hensigten er at blive solskoldet.

”Forbrænding er udtryk for at huden er i fuld sving med at prøve at bekæmpe den betændelsestilstand, man har udsat sin hud for,” forklarer Anja Philips om solskoldninger. Solskoldninger tager selvfølgelig en ekstra stor bid af din solkvote, så jo flere gange du er blevet skoldet, især som barn, jo mindre sol bør du nyde resten af dit liv.

Det bør du:

Det bedste du kan gøre for dig selv, er at vænne din hud langsomt og nænsomt til solens ødelæggende stråler i løbet af sommeren, og så give den en pause om vinteren. Om sommeren vil din hud i sit eget tempo producere mere melanin, som gør dig lækkerbrun, og yder beskyttelse mod UV strålerne.

Derfor bliver du mere og mere soltolerant i løbet af sommeren, og derfor skal du passe ekstra på ikke at blive forbrændt, her i starten af sommeren.

Det er dog altid bedst at holde siesta og påføre sig solcreme – også selvom du har boet i Los Angeles et år, og derfor har mere melanin og en højere soltolerance, end den gennemsnitlige vinterblege dansker har på denne tid af året. For din absolutte solkvote er uændret. Der bliver hældt mindre på bægeret, når du er i solen, takket være din huds større mænde melanin. Men der bliver stadig hældt på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *