Nyt grønt mødested på Bispetorv

I dag blev 40 blomsterkummer indviet på Bispetorv. De skal bringe naturen ind i byen og fungere som byens nye grønne mødested i Aarhus.

Tekst Camilla Louise Kristensen.

Aarhus’ nye grønne oase blev i dag indviet af Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus kommune. Halvdelen af de 40 blomsterkummer vil i løbet af de næste par uger blive udstyret med runde bænke i mahogni, så Bispetorv kan blive byens nye samlingspunkt.

Stadsarkitekt Gøsta Knudsen (tv) og Rådsmand for Teknik og Miljø Bünyamin Simsek (th) håber begge, at byens borgere vil få glæde af Aarhus' nye samlingssted. Foto: Gorm Branderup.

Grøn oase

“Aarhus skal være en smuk by og en grøn by”, sagde Bünyamin Simsek i sin tale ved indvielsen af blomsterkummerne. Derfor håber han, at borgerne vil tage godt imod det nye mødested.

“Jeg håber, at borgerne vil bruge Bispetorv som en grøn oase. Det er byens nye grønne samlingspunkt.”

Siden festugen i 2010, hvor Store Torv blev omdannet til en Store Skov, har borgerne efterlyst flere grønne områder i midtbyen. Derfor har kommunen siden 2010 haft et mål om at gøre Aarhus permanent grønnere. Blomsterkummerne på Bispetorv er første skridt på vejen.

Til glæde for byens borgere

Stadsarkitekt Gøsta Knudsen står bag designet af blomsterkummerne. Han håber, at det nye Bispetorv vil blive brugt.

“Jeg håber, at det bliver til glæde for byens borgere. Det skal være rart at opholde sig her,” sagde han i sin tale ved indvielsen i dag.

De 40 blomsterkummer skal stå på pladsen hele året rundt. Der er plantet stauder, der kræver minimal pleje og er billige i drift. Hen over sommeren vil stedmoderblomster i blå og pink pryde kummerne.

Relateret artikel: Blomsterkummer er dyre at flytte.

Billedreportage fra afsløringen af blomsterkummerne.

Blomsterkummer plantes endelig til – jp.dk.

40 blomsterkummer skal pynte på Bispetorv – stiften.dk.

One thought on “Nyt grønt mødested på Bispetorv”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *